En netværksteori om konfliktløsning

Antag, at du har to venner, der afskyr hinanden. Den resulterende akavethed løser sig ofte på en af ​​to måder: enten dropper du en af ​​dine venner, eller også finder de en måde at forsone sig på, siger Steve Strogatz og venner fra Cornell University. De fortsætter med at tilføje, at den overordnede sociale stress i disse situationer svarer til en slags energi, der slapper af over tid, når forhold skifter fra fjendtlighed til venskab (eller omvendt).

Det tyder på en interessant måde at modellere relationer på som et netværk, hvor forbindelserne mellem noder (mennesker) kan have enten en positiv eller en negativ værdi, afhængigt af om de kan lide eller hader hinanden.

Spørgsmålet er så, hvis det overlades til sig selv, hvordan afvikles dette landskab?

Tidligere analyser af denne idé, som går tilbage til 1950'erne, tyder på, at landskabet sætter sig i en global minimumsenergitilstand. Nu siger Strogatz og kammerater, at billedet er væsentligt mere kompliceret.

I stedet for at finde sig til rette i en tilstand af minimumsenergi, kan disse sociale balancenetværk blive fastklemt i konformationer, der har adskillige lokale minima. Og dem, der sidder fast i tilstande med højere energi, er betydeligt mere komplicerede end dem i tilstande med lavere energi.

En nærmere undersøgelse af disse fastklemte tilstande afslører kliker: grupper, der er internt venlige, men som har antagonistiske kanter. Det er klart, at et netværk med en enkelt klike er en triviel lavenergiløsning, hvor alle mennesker er venner.

Strogatz og co siger, at afbalancerede stater bestående af to stridende fraktioner svarer til to gensidigt antagonistiske kliker, der ofte repræsenterer socialt uønskede udfald, såsom uløselige konflikter.

De fortsætter med at foreslå, at mere komplekse tilstande af mange antagonistiske kliker kan være mere ønskelige, fordi de viser mindre storstilet antagonisme. På grund af det kan disse tilstande i mange kliker repræsentere situationer, hvor forsoning lettere kan forekomme. Forskerne foreslår endda, at arbejdet kan blive starten på en ny teoretisk tilgang til konfliktløsning.

Det er en interessant tilgang, men en, hvor analogien med forhold i den virkelige verden tydeligvis er blevet taget for langt. Tanken om, at komplekse tvister, der involverer mange stridende fraktioner, er lettere at forlige end dem, hvor der kun er to parter, er mildest talt ny. Faktisk ligner denne konklusion mere en reductio ad absurdum, der får ideen om en teori om konfliktløsning til at virke noget for tidlig.

Ref: arxiv.org/abs/0906.2893 : Social Balances Energilandskab

skjule